Bovense Kirke

Generelle oplysninger

Aunslev Kirke - Sct. Balsius

Den, der idag besøger Sankt Blasius kirke i Aunslev vil kunne se utallige ar i de gamle mure. Cirka 800 år af vort lands historie har udspillet sig i og omkring dette hus, og de er ikke gået sporløs hen over Aunslev Kirke.
Murstene blev kendt i Danmark kort før 1200, og et af de største murstensbyggerier var netop sat i gang her på egnen: Nyborg slot, da Aunslev Kirke blev bygget.
Først rejste man selve skibet og et mindre kor. Murene i koret blev udvendigt smykket med flade pyntesøjler. Man kan endnu se tre af dem. Loftet i kirken var fladt og af træ. Taget blev lagt med blyplader.
I vore dage ville denne kirke måske forekomme uanseelig, men i 1200-tallet virkede den uhyre imponerende mellem Aunslev bys lave, lerklinede hytter.
Kirken blev lagt ud mod den ældgamle hovedvej over Fyn, som helt op til 1900-tallet gik forbi kirkegårdsdiget. Kirken ligger på kanten af Vindingeå-dalen. Sydfra kan den ses over lange afstande.
Beboerne i Aunslev Sogn brugte kirken og efter et par hundrede år kom tiden for en større ombygning. Engang i 1400-tallet blev koret forlænget - formodenligt i forbindelse med, at kirken fik hvælvinger i gotisk stil. Østgavlen rejste sig højt over den tidligere afslutning på bygningen, og den blev udsmykket med et ejendommeligt mønstre af blændinger (fordybninger i murværk i form som et vindue) og pilastre (søjlelignende relief/ornament), som det er værd at lægge mærke til.
De nye hvælvinger var tunge og måtte støttes af stræbepiller. Mod syd og sydøst gav grunden efter, og her måtte forstærkes. (Denne skavank lider kirken stadig af.) Udvidelsen af koret blev foretaget noget hårdhændet, og sammenmuringen af det gamle og det »nye« kor er tydeligt at se.
Hen mod 1500-tallet blev det almindeligt, at de ca. to tusind danske landsbykirker skulle forsynes med tårn. Aunslev Sogn var et af Fyns største, og lansbyen var »fjerdingsby«, dvs. en selvstændig retskreds. Denne værdighed satte sig spor i tårnet, der her blev rejst i hele kirkens bredde. Det er endvidere ejendommeligt ved at være tværvendt med gavlene mod syd og nord. Tårnet fik gotiske kamtakker og blændinger. På samme tid blev våbenhuset bygget ud for den gamle kvinde-dør mod nord.
Også vinduerne blev ændret. Dette er dog sket mange gange gennem århundrederne, og sporene af disse forandringer er med til at give kirkens mure det ærværdige præg.
I begyndelsen af 1500-tallet lå Sankt Blasius i Aunslev omtrendt med sit nuværende udseende.
I 1534 skyllede borgerkrigen ind over Danmark. To år efter gennemførtes reformationen, og mange tiing blev ændret - også i Aunslev Kirke.
De første lutherske biskopper var nidkære for at fjerne »katolisismens spor«. Helgealtre, katolske billeder m.m. blev kasseret. En af de første protestantiske biskopper på Fyn, Jacob Madsen visiterede i 1588 kirken.
I over hundrede år tjente kirken sit formål som gudshus for den lutherske menighed. Så brød krigens ulykker igen ind over Aunslev Sogn. Svenske soldater besatte egnen om Nyborg.
I 1659 stod det afgørende slag i denne krig i Aunslevs nabosogn Hjulby. Da freden kort efter blev sluttet, var Aunslev by ødelagt og så godt som folketom. En indberetning til kongen kort efter krigen fortæller om grufulde forhold i sognet. Også kirken havde lidt under de fremmede troppers tilstedeværelse. Messetøjet og andet inventar var forsvundet. Kirken var mishandlet, og der manglede blandt andet døre.
I årene derefter var der ikke råd til at vedligeholde kirken, og blytaget var »gandske brøstfældigt«.
Aunslev Kirke hørte under Raschenberg Gods - det nuværende Juelsberg Gods. I begyndelsen af 1700-tallet var Jens Dreier godsejer. Han lod i 1752 kirken restaurere. Der kom nye bænke og to pulpiture (forhøjning/balkon). Det ene i tårnrummet, som dengang var åbent ind mod kirkeskibet. Det andet på muren overfor prædikestolen, særligt indrettet til herskabet. Adgangen hertil var en udvendig trappe med en dør gennem nordmuren.
I 1893 lod godsejren på Juelsberg påny kirken restaurere. Dette gentog sig i 1912, hvor Aunslev Kirke gennemgik en hovedreparation med videnskabelig assistance. Ved denne lejlighed blev korets nord- og sydmur spændt sammen med de noget skæmmende jerndragere, som idag ses tværs over korrummet. Samtidig blev adgangen fra tårnrummet til skibet tilmuret. Tårnrummet tjener nu som gravkapel for slægten Juel.
1912 var desuden året, hvor kirken blev selvejende.
Den nye afdeling af kirkegården stod klar i den nuværende form omkring årtusindskiftet. Sognepræst Gunner Bukh plantede her ved fællesgraven en årtusind eg i november 2000

Bovense Kirke

Adskilligt tyder på, at Kirken oprindeligt er opført sidst i 1200 af store,
utilhugne kampesten, som man jo let kunne skaffe fra den nærliggende
strand og markerne.
Der var kun skib og kor og de grovt tildannede sten, som rimeligvis ikke
engang hvilede på nogen særlig sokkel, måtte give den lille bygning et
tungt og fattigt præg.
Således stod kirken godt og vel i hundrede år, indtil man brød en hel del af
den ned igen og opførte murene af store, røde munkesten, uden udvendige
prydelser.
Der sidder endnu flere spidsbuede vinduer, som stammer fra denne tid.
Forøvrigt blev dette ombygningsarbejde ikke særlig omhyggeligt eller
smukt udført, det vidner Kirkens ydre den dag i dag tydeligt om, ja også
det indre med.
Den underlige blanding af partier med runde marksten og partier af
munkesten giver væggene et meget "Bulet" udseende.
Mange år efter, ved slutningen af Middelalderen, tog man sig for at give
Kirken et tårn og et våbenhus. Det højnede svært på Kirken.
Nu kunne folk alle vegne fra i sognet se deres Kirke og klokkerne tonede
friere og længere ud i landskabet end før, da de måske hang i et stillads
ude på kirkegården.
Tårnet har kamtakkede gavle med rigdom af blindinger og savskiffer.
et lille trappetårn med den sædvanlige snævre sneglegang fører op til
klokkerne.
Fra den sidste katolske tid stammer kirkens hvælvinger, de er måske det
mærkeligste ved hele bygningen.
Egentlig skal det vel være en art stjernehvælvinger, men fra hovedribberne
udgår der et par kredse biribber, så det hele minder lidt om et
edderkoppespind.
Det findes vist kun i nogle få østfynske Kirker